Med min lille hobbykniv høster jeg ord i bøgerne

Jeg er samler - noget så fundamentalt menneskeligt som at samle - noget vi har til fælles med andre arter; egernet, ravnen, musen. Barnet. Barnet er samler. I teksten ”Unordentliches Kind” skriver Walter Benjamin, at alting som barnet finder og besidder, danner en samling. Barnet er en jæger, der jagter den ånd, det sporer i tingene. Barnet i mig opstøver og indsamler, bringer fundene hjem, skiller dem ad, sammensætter dem på nye måder og får et nyt univers til at opstå.

Barnet i mig hører et ord, det ikke forstår, men som det alligevel forstår på sin egen måde.

Det er kollagens mekanisme at skabe noget andet ved at omarrangere det, der findes i forvejen, hive elementerne ud af deres sædvanlige omgivelser, placere dem i en ny kontekst og få sider frem som ikke var synlige før.

De overraskende møder, der kan opstå mellem elementer fra forskellige sfærer. Ord og billeder. Billedet, der står i et metonymisk forhold til ordene, eller billedet som forsøger at udgive sig for noget, det ikke er. Nogle steder fungerer billedet som en illustration eller som association, andre steder ser billedet lidt akavet ud, som om det godt selv ved, at det er havnet på det forkerte sted.

Jeg har forsøgt at skrive ordene fra kollagerne ind på computeren, men noget går tabt i den proces. De opfører sig som sten, der funkler, når de er våde og bliver matte, når de tørrer. Det er det, at man kan se, at min rystende hånd har ført saksen, klippet ordene ud og arrangeret dem i sætninger som får dem til at virke levende, som om der har en agens, en vilje i verden, der lokker saksen til at klippe dem fri.

Nogle dage er det med en kirurgs præcision, at jeg skærer et ’og’ fri af det døde tekstvæv, andre dage er det med den mere hensynsløse saks, at jeg befrier ordene.

Jeg ødelægger for at bygge op på ny, nedriver eksisterende universer for at skabe mine egne.

Jeg er en tyv, en jæger. Med en barndomsveninde i tankerne går jeg på jagt og genkalder hestene, der befolkede vores barndomsunivers. Jeg jagter de overraskende substantiver, der lyser op som kantareller i en mørk skovbund. De malende adjektiver, de nyttige bindeord, de personlige pronominer, som man skal lede længe efter især i fagbøgerne.

Jeg slikker på min finger for at få ordet til at klistre.

Alle mine fine, blanke ord opsamler jeg i røde konvolutter og passer på dem som et forråd til dårlige tider eller bare til senere. En samler må have noget at samle sine ting i. I den korte tekst “Bæreposeteorien om fiktion” skriver Ursula K. Le Guin, at en af de første menneskelige opfindelser må have været en form for bærepose. Det, der kom før våben, kniven og øksen, var noget så simpelt, men nødvendigt som noget at bære det, man havde samlet, i. For som Le Guin skriver, hvad hjælper det at grave en masse kartofler op, hvis du ikke har noget at slæbe dem, du ikke kan spise, hjem i.


Hun skriver: "A book holds words. Words hold things. They bear meanings." Ordene, løsrevet og strøget ud på bordet, bliver selv til ting; jeg kan røre hvert enkelt, undersøge det, hvad det holder, hvad det bærer, dets utallige betydninger.

Le Guin skriver, at før vi lavede de redskaber, der udleder energi, lavede vi de redskaber som bringer energi hjem. Ordarbejdet er et håndarbejde, en indadvendt stillesiddende aktivitet, men tag ikke fejl af den energi, ordene udstråler, deres potentiale for skabe forandring i verden.






Om vævning og tekst

Her lugter af fugtigt støv, hengemt. Lyden af trafikken ude på gaden, stemmerne i butikken nedenunder, dørklokken, når kunderne går ind og ud. De er alle vegne, bøgerne, jeg går ad ryddede stier mellem bogstakkene og reolerne, der står så tæt, at jeg må bevæge mig sidelæns. Det er ikke som på et bibliotek, hvor bøgerne en gang imellem bliver taget ned og læst i, her står alle de bortskaffede bøger, som ingen gider læse.

Alle de her bøger er mit materiale, de indeholder alt det, jeg endnu ikke ved, at jeg har i mig, alt det, jeg endnu ikke har skabt, findes i dem.

Det er svært at læse titlerne på bøgerne i det matte, gullige lys fra den enlige loftslampe, så det er lidt tilfældigt, hvad jeg tager ned fra en hylde og bladrer i. Jeg går ikke efter noget bestemt, men ender ofte alligevel med en lille samling af illustrerede fagbøger om dyr, planter og kroppens anatomi, sidste gang sneg Det gamle Kina sig med.

Jeg spørger mig selv, hvorfor jeg gør det, når verdens største tekstarkiv, internettet, findes, hvorfor så den her besværlige proces, der kræver, at jeg løsriver mig fra skærmen, bevæger mig udenfor, op på cyklen, hen til genbrugsbutikken, for så at bruge flere timer på at udvælge bøgerne, købe dem, stoppe dem i rygsækken og cykle hele vejen hjem?

Jeg tror, det handler om, at det ikke altid er nok for mig at have ordene på skærmen eller på papiret, nogle gange føler jeg et behov for at mærke hvert enkelt ords særprægede tekstur, som jeg kun kan fornemme ved fysisk at røre ved det.

Når folk går i haven og får jord under neglene, åbner jeg en bog og får små udklippede ord op under neglene. Det er behageligt at arbejde med ordene uden konstant at skulle taste. For mig er det et håndarbejde. Jeg har ikke grønne fingre, men tryksværteplettede. Teksten som vævning, texere, i betydningen ’væve, sammensætte’.

Jeg tænker på mine formødre. De mørke vinteraftner gennem tiderne, hvor de har strikket, hæklet, syet, vævet, broderet. Som de syslede med stoffet, tråden, garnet, nålen, sysler jeg med ordene, hobbykniven, papiret.











Natteliv eller livet i mørket

Organismerne har udviklet lysorganer, så de selv kan skabe lys, være deres egne kolde sole, ikke fordi de behøver varme eller stråling for at kunne trives, eller fordi de har det store behov for at kunne se, men fordi lyset fra lysorganerne tiltrækker byttet.

Tøndefiskens lyssystemer kaldes for sole, og den lille numsefisk skyder lys ud af endetarmen, lygtefisken er svagtseende og bruger sin lygte til at lyse for sit bytte. Hos nogle arter er lysorganet placeret i munden, så de bare skal åbne den og vente på, at nogen lader sig friste.

Forestil dig det; Den evige nat, hvor man flyder rundt uden at møde nogen, ingen ved hvor længe, for der er ingen tid heller, og pludselig, helt uventet, kan man ganske svagt ane farveglimt, blinkende lys, der kommer nærmere, og man genkender det, mønstret, som lysene danner, og man ved, at det er en artsfælle, en han endda, og man udsender lys i hans retning i håb om, at han kan se én, at han ikke bare glider forbi og forsvinder ud i mørket.

Frygten for, om det jeg skriver er godt, eller om jeg overhovedet har noget at skrive, kan jeg slippe.

Hvis jeg leder længe nok, så finder jeg. Det er der en tryghed i at vide. Jeg bliver svimmel af tanken om, at teksten, jeg lige har skrevet, kan omskrives igen og igen, at den derfor aldrig bliver færdig. Sådan er det ikke med dette arbejde. Når først ordene er limet fast til papiret, så står de der og flagrer. Hvor cut-up teknikken for dadaisterne var et forsøg på at lade tilfældigheder styre, er det her et forsøg på at skabe mening i det fragmenterede, i det begrænsede mulighedsfelt, jeg har givet sig selv.

Egoet kan ikke længere alene diktere, hvad der skal stå, en anden taler gennem mig; min veninde, barndomsminder, tilfældigheder. Det er en slags magi i praksis, der får tingene til at ske. Den tilfældighed det er, at heste fremtræder i grøn maskering eller ’hjem’ står i situationstegn, som om det er et falsk hjem, der tales om. Det underfulde åbenbares, når man tillader sig selv at have et barns åbenhed.

Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, at ’sætte år i vindueskarmen’, men det var sådan det blev med de ord, jeg havde til rådighed. Det sjuskede og fejlbarlige er en æstetik, jeg dyrker. Det minder mig om at lave perleplader i børnehaven, med samme omhyggelighed og fingersnilde arrangerer jeg ordene og holder vejret, for et suk, en hastig bevægelse, en indånding kan blæse ordene af papiret.

Jeg er mundlam og ordfattig. Som en maskine scanner jeg siderne, forsøger at skabe forbindelserne i tegnmylderet, en søgning efter et sprog, jeg kan udtrykke mig på, som den afasiramte, min demente farmor, der til sidst ikke kunne sætte ord på sine tanker, som om sproget var blevet en grødet masse, min farmor, der var så god med ord og nedskrev sine erindringer, imens hun stadig kunne. Hvis jeg en dag mister mit sprog, så har jeg mine konvolutter med ord. For mig handler det om at få øje på det oversete, for Herta Müller er kollagerne også en måde at bearbejde traumet på. Ved først at ødelægge magthavernes sprog og bagefter generobre det, samle stumperne, befries ordene fra den kulturelle kontekst, de er blevet tvunget ind i.

Et undersøisk erindringslandskab folder sig ud. Havet som metafor for den menneskelige bevidsthed med overflade og dybde, duvende vandplanter i det skjulte, erindringer, der siver op til overfladen. Jeg ser det som en øvelse i at huske, hente minderne ud af tågen/mørket. Det er en spontan formidling af det, som lader sig se i én. Det, der lod sig se i mig, var min barndomsveninde, jeg har ledt efter hende og vores fælles barndomsminder i det videnskabelige sprog, og derfor kom øjeæblet til at rumme en lang barndom.
Kollageværk af Marie Hjørnet Nielsen
Redigeret af Elena Lundquist Ortíz
Udgivet af Laboratoriet for Æstetik og Økologi
Natteliv er del af det kuratoriske projekt hydra
Vintersolhverv 2018




www.labae.org